Hvad betyder certificeringerne?

Cosmos Organic

Kvansus - Cosmos Organic

Cosmos Organic er en europæisk certificering af økologisk kosmetik, der bliver anvendt i over 45 lande. Den internationale organisation bag certificeringen blev grundlagt af tyske BDIH, franske COSMEBIO & ECOCERT, italienske ICEA og britiske SOIL ASSOCIATION. Disse er gået sammen for at skabe regler for, og definitioner på naturlige og økologiske kosmetikprodukter.

Organisationen ønsker at fremme en bæredygtig udvikling. Derfor kræver de også af virksomheder, at de skal øge brugen af råvarer fra økologisk landbrug, samt fremme biodiversiteten. Samtidig skal de vise socialt ansvar og omgås naturlige produkter med respekt. Organisationen går således ikke kun op i indholdsstofferne i produktet, men også virksomheden bag.

Cosmos Organic godkender virksomheder, der bl.a. sørger for en ren fremstilling og forarbejdning. Vandet, der bliver brugt i produktionsprocessen, skal være af høj kvalitet, og vandforbruget skal så vidt muligt mindskes. Derudover skal andre krav i produktionsprocessen også opfyldes, før man kan bære Cosmos Organic mærkningen.

Ved siden af krav til selve produktionen, stiller Cosmos Organic også krav til indholdsstofferne i produktet. Disse er følgende:

  • Mindst 95% af produktets indhold skal bestå af naturlige ingredienser
  • Mindst 95% af produktets ekstrakter og olier skal være økologiske
  • Mindst 10% af ingredienserne i produkter som bliver skyllet af efter brug, skal være økologiske
  • Mindst 20% af ingredienserne i produkter som ikke skylles af direkte efter brug, skal være økologiske

Ligeledes skal alle produkter så vidt muligt pakkes i genanvendelig eller nedbrydelig emballage. Undtagelser gælder kun, hvis bæredygtige løsninger endnu ikke findes.

Cosmos Organic ønsker at involvere forbrugerne i en mere bæredygtig udvikling. Derfor skal alle produkter med denne certificering være så transparente som muligt. Så du selv kan tage stilling til, om produktet er værdifuldt for dig.

Køber du et produkt med denne mærkning, kan du således hurtigt finde ingredienslisten på emballagen. Derudover kan du også se, hvor stor en andel de økologiske og naturlige ingredienser udgør i produktet. Med disse krav og flere, sikrer Cosmos Organic, at virksomheder fremstiller produkter, der hverken belaster forbrugernes sundhed eller miljøet.

Da vi med Kvansus® serien kan se mange ligheder, i forhold til ønsket om en bæredygtig fremstilling, en respektfuld tilgang til naturen, og ønsket om at bruge naturlige og økologiske ingredienser i fremstillingen, er vi meget glade for, at vores serie bærer denne mærkning.

AllergyCertified

Kvansus - AllgergyCertifiedAllergyCertified er et internationalt anerkendt allergimærke fra Danmark. Som navnet allerede indikerer, giver denne certificering dig vished om, at du med ro i sindet kan bruge produkter med denne mærkning. Dette gælder også, hvis du har sart hud eller allergier. Chancen for at få allergiske reaktioner ved benyttelse af et produkt med denne mærkning er nemlig betydeligt indskrænket.

AllergyCertified er medlem af European Society of Contact Dermatitis. Dette medlemskab giver dem mulighed for at få seneste nyt i forskningen indenfor parfume, konserveringsmidler og andre stoffer, der kan være problematiske. Således er organisationen altid oplyst omkring den nyeste viden indenfor forskellige ingredienser.

For at blive godkendt af AllergyCertified, må nogle helt bestemte ingredienser ikke bruges til fremstillingen af ens produkter.

Grunden til at disse ingredienser ikke må bruges, kan skyldes at:

  • De kan give hudirritationer
  • De kan give allergiske reaktioner
  • De kan være kræftfremkaldende
  • De kan være hormonforstyrrende
  • De kan beskadige fertiliteten eller det ufødte barn
  • De på nogen anden måde kan være skadelige for forbrugeren

Indeholder produkterne ikke nogen af disse ingredienser, bliver der foretaget en samlet risikovurdering af indholdet. For at kunne lave denne, skal organisationen have alle tilgængelige oplysninger om ingredienserne. Derudover skal de vide, om der er urenheder i produktet.

Virksomheden skal derfor oplyse, hvilken råvare de enkelte ingredienser stammer fra, hvilken koncentration disse udgør i produktet mm. Med disse oplysninger kan organisationen vurdere, om produktet kan godkendes af dem. Bliver produktet godkendt, kan dette også bruges af allergikere og personer med sart hud, da risikoen for en allergisk reaktion er lav.

Kvansus® serien er blevet risikovurderet af AllergyCertified. Her er mange produkter blevet mærket med denne certificering. Undtagelser forekommer dog, da AllergyCertified bl.a. ikke godkender nogen former for parfume.

Kvansus® serien kan både fås med og uden parfume. Foretrækker du en shampoo med duft, kan du således stadig finde dette i Kvansus® serien.

Parfumen i vores produkter er af naturlig oprindelse. Dog indeholder den ikke nogen af de 26 særligt allergifremkaldende parfumestoffer på EU´s liste over allergifremkaldende parfumer.

Vegan

Kvansus - VeganVi gør meget ud af at vælge de helt rigtige råvarer og ingredienser, til fremstillingen af alle vores produkter. Derfor arbejder vi også løbende på at udvikle og forbedre de ingredienser, vi bruger i fremstillingsprocessen. For at komme frem til et endnu bedre og mere effektivt resultat, eksperimenterer vi derfor også gerne med ingredienserne.

I Kvansus® serien har vi valgt, udelukkende at bruge råvarer uden animalske bestanddele. Således er hele Kvansus® serien også vegansk. Da vores produkter bliver udviklet og produceret i eget hus i Søften, nær Aarhus, kan vi ligeledes garantere, at der aldrig på nogen måde er blevet lavet testforsøg på dyr.

Siden 2004 har der i hele EU været forbud mod at teste færdige kosmetiske produkter på dyr. I 2009 blev der derudover indført en lov om, at test af enkelte ingredienser på dyr ligeledes er ulovlige, hvis disse test udføres for at kunne leve op til kosmetikreglerne i EU.

Du er således garanteret, at ingen dyr har lidt skade under udviklingen og fremstillingen af Kvansus® serien. Ligeledes kan vi med produktionen i eget hus sikre, at kun de bedste råvarer bliver brugt i fremstillingen af hvert enkelt produkt.

Grøn Salon

Certificeringer 1Grøn Salon er en frivillig ordning for frisører i hele Norden. Ordningen opstod på baggrund af, at man ønskede at oplyse og beskytte frisører og deres kunder mod sundhedsskadelige stoffer.

På en almindelig arbejdsdag kommer en frisør i kontakt med adskillelige slags kemikalier. Derfor er det vigtigt, at man sikrer sig, at disse kemikalier ikke er skadelige. Dette gælder såvel for frisøren selv, som også for besøgende i frisørsalonen.

Får du som forbruger for eksempel vasket, farvet eller afbleget håret, bliver du her oftest udsat for mange forskellige kemikalier. Disse kan både være gode og dårlige. Allerede shampooen dit hår bliver vasket i, kan indeholde stoffer, der kan være sundhedsskadelige. Disse kan være allergifremkaldende, hormonforstyrrende og/eller kræftfremkaldende. Derfor er Grøn Salon blevet stiftet.

Fokuspunkterne hos Grøn Salon er bæredygtighed, økologi og genbrug. Derfor giver Grøn Salon også frisørsaloner bestemte krav, som de skal kunne leve op til.

I deres daglige arbejde skal frisørsalonerne altid arbejde på at minimere energiforbruget og miljøbelastningerne. Salonerne skal tænke på en bæredygtig måde, vælge økologi og så vidt muligt genbruge.

Derudover har Grøn Salon lavet en liste med ingredienser, som frisørerne under ingen omstændigheder må bruge, eller have stående i deres saloner. Disse ingredienser vurderes at være sundhedsskadelige og/eller miljøbelastende.

Udover denne liste, har den frivillige organisation en observationsliste, og en positivliste. På observationslisten finder man produkter, der kan være problematiske for enkelte personer. Disse er dog ikke problematiske for alle. Derfor er produkter på observationslisten stadig tilladte i en Grøn Salon.

På positivlisten, findes produkter der er godkendte. Disse indeholder således ikke stoffer, der ved undersøgelser har vist sig at være sundhedsskadelige og/eller anses som miljøbelastende. På denne liste finder du også alle produkter fra Kvansus® serien.

RSPO

RSPOVi bruger RSPO certificeret palmeolie. RSPO er en mærkningsordning for bæredygtig palmeolie. Palmeolien bliver brugt i mange forskellige madvarer og skønhedsprodukter. Men en overproduktion af palmeolien har betydet, at dyrelivet og regnskoven er blevet mindre.

Denne udvikling ønsker RSPO at ændre. Derfor gør de en indsats for at gøre produktionen af palmeolie bæredygtig. Dette gør de ved at kontrollere palmeplantager. RSPO godkender palmeplantager, der fremmer biodiversiteten og bevarer tilgrænsende økosystemer. Ligeledes kontrollerer de arbejdsforholdene. Således passer de både på naturen, dyrene og menneskerne i området.

FSC

Certificeringer 2FSC (Forest Steward Council) er en international mærkningsordning til træ, og produkter der bliver fremstillet af træ. Produkter med denne mærkning kommer fra skove, hvor man ikke fælder flere træer, end man kan nå at reproducere. Ligeledes bliver der taget hensyn til dyrelivet, og arbejdsforholdene for de ansatte ude i skovene.

FSC arbejder sammen med andre kendte organisationer og NGO’er, som WWF Verdensnaturfonden og Verdens Skove. Således kan du med god samvittighed bruge FSC mærket pap og papir. Det gør vi.